Marinus blev født den 7. oktober 1880 i Sønder Hestbækhus i Gudum sogn, mellem Struer og Lemvig, som søn af Mads Jens Christiansen og Justsine Pedersen. Marinus blev døbt Marinus Madsen Hestbæk, og var den anden af fire brødre.
Marinus var tømrer i Sir sogn, da han i 1906, 26 år gammel, blev
gift med Madsigne. Han forsørgede familien ved at arbejde som tømrer
hos to tømmermestre i Vejrumstad. Når de ikke havde arbejde til
ham, arbejdede han i skoven.
De to ældste børn blev født i et lille hus uden for Vejrum
Stad. De fleste af børnene blev født på adressen Korsvejen,
Vejrum sogn, Hjerm Herred. Bag ved huset her havde han også et lille værksted.
Huset ligger der stadig, men er ændret meget.
I nærheden boede også de 2 af Marinus 3 brødre: Jens Frederik
Hoffmann Madsen Hestbæk og Andreas Madsen Hestbæk. Elsenius Madsen
Hestbæk havde en gård i Hjerm.
Marinus forældre boede den sidste tid de levede hos Andreas på Korsvejen
i Vejrum. De blev begge begravet på Vejrum Kirkegård.
Da Madsigne døde i 1963 i Vejrum boede Marinus alene nogle år, og flyttede så til Hørmested ved Sindal, hvor han boede hos datteren Justsine til sin død i 1969. Han er begravet i Vejrum.
Marinus mor hed Justsine Pedersen. Hun blev født d. 21. maj 1843 i Præstmarkshus
i Vejrum sogn. Hendes forældre var ikke gift, og hendes far er derfor
kun registreret som udlagt barnefader Peter Henriksen af Skjettrup i Hjerm.
Hendes 4 drenge blev alle født i Sønder Hestbækhus i Gudum
sogn. Vi ved ikke nøjagtig hvor huset har ligger, men det har formentlig
ligget på gården Sønder Hestbæks jord.
Marinus far hed Mads Jens Christiansen. Det var dengang almindeligt, at børnenes
efternavn kom fra faderens fornavn - altså Mads søn = Madsen.
Hestbæknavnet kommer fra den egn de kommer fra. I kirkebogen for Vejrum
under døde, er Marinus far registreret som: Mads Jens Christiansen (Hestbæk).
Marinus far Mads blev født d. 19. juni 1836. Hans forældre var
Gårdmand Jens Christian Pedersen og Mette Marie Madsdatter. De ejede gården
Sønder Hestbæk. Gården ligger der stadig, men er selvfølgelig
moderniseret mange gange siden. I 1854 afstår Jens Christian gården
til sin ældste søn Peder Jens Christiansen. Jeg har en kopi af
aftægtskontrakten. Ifølge kontrakten skal Peder give sine søskende
et pengebeløb.
Mads og Justsine flytter ind i Sønder Hestbækhus på et tidspunkt
mellem 1870 og 1880, hvor de tre yngste sønner er født. Hvordan
han har forsørget sin familie, kan jeg kun gætte på. Parret
er også gift en del år før de får børn. I 1890
er de flyttet til Vejrum, hvor Mads er daglejer i agerbruget. Mads har ikke
været soldat, da han ifølge lægdsrullerne blev kasseret på
grund af ganespalte.
Marinus farfar er født i Vang i Flynder sogn, og gennem folketællinger kan man følge den mandlige del af slægten som gårdmænd i Flynder sogn tilbage til 1787.